Drengen i provinsbiblioteket

Kære Dreng, der sidder i hjørnet på mit folkebibliotek i provinsen. Jeg fandt dig først rar, hyggelig, du virkede venlig som du gav dig til at lede efter mine mønstre til lilla anoraker. Vi snakkede lidt, det var underligt som du sagde, du ikke snakker med fremmede. Men du snakkede helt til mig. Jeg er fremmed. “Du er en rar pige, kan jeg mærke”. Du fortalte, at du skal være far – du begyndte næsten at græde, du var så rørt. Så lykkelig. Det var smukt. Og du fortalte om moderen. Og du fællede en tåre. Vi snakkede om forskellighed og om accept, om at slappe af og være sig selv, imens jeg gennemsøgte Ingelise. Vi snakkede om VWmotorer og laksefiskeri. Du fandt bøger til mig om patchwork og jeg forsøgte at forklare dig, at det var ikke det, jeg ledte efter. Vi snakkede om det barn, du skal have, hvordan man får en god opvækst. Din havde været hård, sagde du.

Men så fandt du det lille stykke papir frem, og rullede. Pillede ved din ildtænder og smuldrede. Pillede i stykker. Sølvpapir. Varmede. Jeg lagde mærke til hvordan dine øjne var røde. Hvordan du var fjern i blikket og hele tiden havde været det. Den søde duft killede i min næse og jeg kunne mærke røgen. Jeg måtte gå.

“Jeg vil nå mit tog. Tak for snakken!” “Selv tak. Du er en god pige. God pige. Pas på dig selv.”

“Tak. Og pas på dig selv. Og barnet. Og pas på med dét der.”

Kære dreng på mit folkebibliotek i provinse. Lad være med at ryge, når du bliver far. Tak.