Pigen fra busskiltet. Og dig.

Jeg hader, at jeg har kendt dig, mens du var sammen med en anden pige. Jeg hader, at jeg ved, hvad du ikke holdt af ved hende. For jeg prøver hele tiden at være ikke sådan. Selvom jeg måske er det.

Jeg græder, når vi siger farvel, selvom jeg prøver at smile. Du sagde – “Selvom jeg dog ikke kan li, hun bliver så ked af det, hver gang vi tager afsked.” Nu vil jeg ikke være ked af det. Det kunne du ikke li. Jeg vil gerne have dig til at kunne li mig.

Jeg er bange for at jeg minder om hende på alt for mange måder. Jeg vil ikke være som hende. Slet ikke på de punkter, der gjorde, det ikke gik. Det må gå. Kan gå. Skal gå.
Men jeg holder også af lilla. Og mummitroldene. Og da jeg så et billede af hende, pustende sæbebobler, huskede jeg på dem, selvom de havde pustet sig selv i flere måneder.

Jeg bliver gladere, når jeg får at vide, jeg ikke er som hende. Og du har sagt mig det, i kærlighedsbrevet i toget. At denne kærlighed er noget nyt. Noget andet. Ikke fanget. Derved er jeg glad, meget.
Men sig mig, at jeg ikke minder om hende. Ikke er som hende. I hvert fald der, hvor det gik galt. Sig mig, jeg er noget andet. Sig mig, jeg er mig.