Sæbebobler

Jeg pustede sæbebobler i går, med en pige fra den klasse, jeg virkeligt håber bliver god. Bedre.

Og vi stod derude i kulden og frøs, stod på nåle af frosset græs, der giver den der smukke lyd, når man går på det tidligt om morgenen, helst baglæns, som helt lille pige.
Og vores ånde var varm. Vores begges forelskede ånde. Så når vi pustede sæbeboblerne, blev de fyldt med em. Og når de blev kølet ned, blev de helt klare igen, i stedet for den mathvide, røgagtige struktur. Det var meget smukt. Denne forvandling.

Så landede de på græsset. Mærkede ondsskaben i et splitsekund, inden de besluttede sig for ikke at slutte sig til virkelighedens verden, men i stedet selvdestruere sig. Sæbebobler kan ikke ødelægges af verden. De vælger det selv, om du tror det eller ej. Derfor er de så smukke. De kan ikke påvirkes. Men skabes af en varm kærlighedsluft.