Eventyret om HimmelKathrine og Luftskipper Sune, der stak af

Der var engang en pige, der hed Kathrine. Hun er her endnu, for det er nemlig mig, selvom det ikke er mange, der endnu kalder mig en pige. Denne pige, Kathrine, boede for enden af de tusind hullers vej, helt ude på landet. Her skulle man synes, der var vældigt idylisk. Det var der også for det meste. Men sommetider legede solen kispus og de sorte skyer marcherede. På sådanne dage var det ikke rart blot at være en lille pige for enden af en hullet vej.

På samme tid, et andet sted, sad en luftskipper ved navn Sune. Sune var blot en lille dreng med en stor forstand – han forstod sig på at regulere varmen og luften i hans lilla luftballon. Men hvad hjælper det at kunne flyve både højt og lavt, hvis der ikke er nogen at flyve for? Selvom det føltes uden nytte, fløj han rundt hver nat. Fløj rundt, blot for at flyve og for ikke at glemme hvorledes at regulere luften og varmen.

En nat efter endnu en dag, hvor de grågrumsede cumulusskyer havde trampet, kunne Kathrine ikke sove. Hun gik rundt på sit land under skyerne, der gjorde det mørke endnu mere mørkt og tænkte på, hvor gerne hun ville have en smilende blå himmel i stedet. Eller blot en blinkende stjerne. Og da skete det. Den lilla luftballon med Luftskipper Sune dukkede op. Hun så dem ikke, men den lille dreng med den store forstand forstod at se efter små piger, han kunne flyve for. Kathrine blev kold i sin lille pigekrop, som hun stod der i natten i sin blåmønstrede natkjole, så hun vendte blikket ned for at gå ind. I samme øjeblik landede Luftskipper Sune i hendes gårdplads og kaldte på hende. “Hvad står du herude for?” Som du nok kan forstå, blev Kathrine ganske forskrækket, hun troede, hun var pure alene, og pludseligt ligger en lilla luftballon på gruset og en finurlig fyr smiler til hende. “Kom med i min luftballon!”

Og sådan stak de af. De sagde ikke mange ord, mens de fik flyvetøjet i luften. Først da de kom op, sagde Kathrine: “Jeg vil så gerne have en blå himmel. Jeg vil gerne være en blå himmel. For den blå himmel gør mig glad. Og jeg vil gerne gøre småpiger som mig glad.” Da sagde Luftskipper Sune: “Jeg vil så gerne være en ægte luftskipper, for luftballonskippere gør mig glad, og jeg vil så gerne gøre smådrenge som mig glad. Men ingen ser en lilla luftballon længere.”

Kathrine vidste godt, at det var fordi de store gråskyer skjulte ham. De fløj rundt hele natten og da dagen kom, fløj de op over skyerne og så, at der var himlen helt blå. Kathrine blev glad og sagde: “Luftskipper Sune, se – vi skal da ikke være de eneste, der kan se blåhimlen?” Sammen gik de nu i kamp. De skubbede og puffede til alle de kolosale cumulusskyer og efter en lang og udmattende kamp var himlen blå, også hvis man kiggede fra jorden. De lagde sig ned i bunden af luftballonen, for de var blevet så udmattede. Suna sagde til Kathrine: “Du skal hedde noget nyt. Nu vil alle se, at jeg er en luftskipper – men det er ikke sikkert de ved, hvilket bedrift, vi har bedrevet. Derfor vil jeg nu kalde dig HimmelKathrine, så vi bliver ved med at huske at holde himlen blå, undtagen for et par glade regnskyer til hullerne på din vej.”

De gav hinanden knus på den aftale og faldt så i søvn.

Efter den dag fløj Luftskipper Sune og HimmelKathrine rundt på må og få og gjorde småpiger og smådrenge glade. Småbørn forstår nemlig at glædes.